Lederen skal trække på teamets kollektive visdom
“Facilitering” er måske ikke et ord, der normalt forbindes med ledelse, men succesrige ledere er også dygtige facilitatorer. De ved, hvordan de kan få andres tanker og idéer i spil, og hvordan de integrerer forskellige perspektiver, skaber engagement og commitment.
Faciliterende ledelse maksimerer teammedlemmers bidrag
De gode ledere er helt på det rene med, at de ikke kan lykkes alene. De ved, der skal nogle andre greb til. Kompetencer i facilitering er ét af de greb. Faciliterende ledere trækker på den kollektive visdom ved at lytte til og inddrage forskellige perspektiver. Medarbejdere (og kollegerne) er ikke blot følgere, men aktive bidragydere. De gode ledere (ligesom de dygtige facilitatorer) gør det muligt for andre at komme til orde. De sikrer, at forskellige erfaringer og perspektiver tages i betragtning, og de skaber et miljø, hvor alle føler, de hører til.
Ledere er ikke alvidende
Vi tænker ofte på ledere som karismatiske, målrettede, intelligente og dygtige – hævet over mængden. Historisk er ledere fremstillet som overlegne (og gør det måske stadig, men ofte på grund af andre kvaliteter end tidligere). Desværre er mange ledere stadig bundet af disse dogmer om, hvordan ledere skal være. Specielt unge og uerfarne ledere føler, at de skal have alle svarene og være uangribelige. Det er meget forståeligt, fordi der ligger et stort pres på de fleste ledere.
Men de fleste ledere er ledere for videnarbejdere. Og de ved pr. definition mere om deres arbejde, end lederne gør. Derfor skal de turde vælge medarbejdere, der ved mere, end de selv gør. De skal turde bevæge sig væk fra ”overlegenhedsrollen” og blive bedre til at stille spørgsmål og til at lytte og samle indtrykkene til en fælles syntese. Kort sagt skal ledere blive bedre til at facilitere samarbejde og innovation.
Øget kompleksitet øger også presset på lederne
Samtidig øges kompleksiteten i mange organisationer. Det skyldes oftest en kombination af ydre omstændigheder og interne forhold. De senere år er den bevægelse bare gået endnu hurtigere pga. pandemi, krige og klimaudfordringer.
Kompleksiteten øger presset på ledernes evne til at tænke strategisk og taktisk på samme tid. De skal kunne træffe hurtige beslutninger samtidig med, at de også skal bruge tid på at researche, dygtiggøre sig og dokumentere. Kan de alt det? Nej, selvfølgelig kan de ikke det.
De er nødt til at trække på den kollektive viden. De skal kunne facilitere beslutningsprocesser, der involverer forskellige synspunkter og ekspertise. Enhver organisation har brug for faciliterende ledere, der kan optimere det tværfaglige samarbejde, håndtere konflikterne åbent og integrere forskellige perspektiver for at løse de komplekse problemer.
Faciliterende ledere skaber bedre arbejdspladser, bedre beslutninger og bedre resultater
Desværre mangler de fleste ledere den grundlæggende viden om og forståelse for facilitering. Derfor formår de ikke at fremme lige deltagelse, skabe meningsfulde samtaler eller samle teamet til fælles beslutninger. Ofte falder ledere stadig tilbage til den sikre rolle som eksperten i rummet – deres stemme bliver den eneste, der tæller.
Facilitering styrker diversiteten
Forskning viser, at diversitet eller mangfoldighed fører til bedre beslutninger. Når man bringer forskellige faglige og kulturelle baggrunde ind i samtalen, får alle friske perspektiver, der bidrager til at løse komplekse problemer.
Hvad betyder det at facilitere?
Ordet “facilitere” kommer fra latin “facilis,” som betyder “let.” Facilitering er derfor “handlingen at gøre noget lettere.” Men at lette processen er ikke ensbetydende med, at processerne altid er smertefri. Tværtimod. Der må (skal) gerne opstå konstruktive uenigheder undervejs – det er ofte dér, at de bedste løsninger kommer til verden.
Tre spørgsmål, der fanger noget af essensen af faciliterende ledelse
- Hvor kan og skal vi fjerne forhindringer for at opnå bedre resultater hurtigere?
- Hvordan eliminerer vi spild og bevarer entreprenørånden, mens vi vækster?
- Hvad ville hjælpe dig (lederen) til at kunne arbejde med større klarhed og effektivitet for at betjene vores brugere og kunder endnu bedre?
Facilitering fjerner ikke ansvaret for de endelige beslutninger
Men at trække på kollektiv visdom er ikke en nem øvelse. Lederne skal forstå, hvilke meninger de skal tage i betragtning, og ikke kun lytte til alle. I sidste ende er det stadig lederne, der skal træffe beslutningerne og stå til ansvar for dem.
Facilitering er kunsten at gøre noget muligt, ikke nemt”.[..] ”Facilitatorer hjælper en gruppe med at se (og tage) store muligheder, men de kan ikke garantere, at rejsen bliver smertefri – faktisk er det ofte det modsatte. Facilitatorer hjælper teammedlemmer med at overvinde personlige og kulturelle forhindringer, både de reelle og de opfattede. Facilitering handler om at forenkle tingene: at bryde komplicerede emner op i overskuelige dele, så folk kan anerkende, konfrontere og løse det, der står i vejen.”
– Gabor Bittera, The Agile Delivery Dude