Mange facilitatorer har adskillige erfaringer med anvendelsen af icebreakers, energizers, samarbejdsøvelser o.l. Formålene er åbenlyse i langt de fleste tilfælde, og alligevel er det værd at overveje, hvorvidt og hvor ofte disse formål faktisk indfries.
Vi er selv varme tilhængere af at bruge diverse aktiviteter til at bringe folk ud af deres vante modus vivendi og dermed skabe en åbning for, at deltagerne kan komme tættere på hinanden og opnå en større indbyrdes fortrolighed, som de kan bære med hjem i dagligdagen.
Men hvis du som facilitator vælger en samarbejdsøvelse, hvor gruppen får tildelt utilstrækkelige materialer eller ressourcer, og du samtidig beder deltagerne om at løse et problem med et bestemt resultat, er det så en acceptabel måde at tilskynde dem til at ”være kreative”, eller afspejler det en kultur, hvor dårligt definerede mål er normen, og hvor vi reelt forventer, at folk skal levere et resultat i høj kvalitet med utilstrækkelige værktøjer?
I vores optik er aktiviteterne gode nok. Men det kniber til gengæld ofte vældigt med den efterfølgende refleksion og dermed den læring, der er formålene med den investerede tid og energi.
En dygtig facilitator skal evne at kunne stille gode spørgsmål og være superskarp til at lytte efter såvel ord som kropssprog for at kunne udfordre deltagerne på en klog måde. Det betyder dels, at parterne ikke bliver spillet ud mod hinanden, og dels at facilitatoren ikke overskrider sin neutralitet og i stedet hopper over i en – ofte utilsigtet – rådgiverrolle.